Indonesien er et kulinarisk øland, hvor madkulturen sammen med dets natur danner en turistmagnet. Soto Ayam er blot en af de 5 nationalretter i Indonesien, hvis man spørger Ministry of Turism. De andre retter er Redang, Sate, Nasi Goreng og Gado-Gago. Vi har alligevel valgt Soto Ayam som vores bedste bud på den indonesiske nationalret da det efter vores opfattelse er med til at dække mest af det indonesiske ørige. Soto Ayam er en suppe med en massiv og fyldig smag. Tilbehøret er en vigtig ingrediens for at fuldende suppen. Ægget giver retten en lækker cremet konsistens, mens chili, mynte og koriander på hver deres måde er med til at skabe en kontrast til den salte smag fra kyllingen. Indonesiens nationalret Soto Ayam giver vi 4 ud af 5 stjerner.

Ingredienser

  • Hel kylling (1300-1500 g)
  • 2 lemongras
  • 5 friske kaffir limeblade
  • 2 tørre kaffir limeblade
  • 1 1/2 teskefuld hele korianderfrø
  • 2 teskefuld kommenfrø
  • 1 teskefuld hele sort pebber
  • 2 skalotteløg
  • 4 fed hvidløg
  • Ingefær
  • 2 teskefuld stødt turmeric
  • 1 rødløg
  • Kokusolie
  • Risnudler
  • 2 lime
  • Frisk mynte
  • Frisk koriander
  • Æg

Fremgangsmåde

Tilbered kylling og suppefond
  • Skyl og rengør kyllingen
  • Kom kyllingen i en stor gryde og tilsæt vand indtil den er dækket
  • Tilføj 2 lemongras, 5 friske kaffir limeblade og 2 tørrede kaffir limeblade
  • Kog kyllingen i ca 1. time (Husk at skumme af med en hulske)
  • Tag kyllingen op til afkøling
  • Smid lemongras og kaffir limeblade ud
  • Lad suppen stå til senere mens du går igang med en paste til suppen
Paste
  • Tilføj hele korianderfrø, sort pebber og kommenfrø til en mortar og mas til pulver
  • Blend hvidløg, rødløg, skalotteløg, ingefær, turmeric og mortarens indhold

Kom pasten over på en varm pande og svits af i 2-3 min

Soto-suppen
  • Tilføj den afkølede kylling og den svitsede paste til suppefonden
  • Lad den småkoge i 15 min
  • server:-)
Tilbehør

Soto-suppen kan spises med kogte nudler, blødkogt æg, frisk mynte og koriander

Vores vurdering:

Soto er en af de bedste nationalretter vi har smagt indtil nu. Suppen er massiv og fyldig i sin smag. Tilbehøret med æg, koriander og mynte går perfekt til den kraftige og runde smag. Når først du har fyldt dit asiatiske køkken med diverse krydderier, er det en forholdsvis billig ret at lave. Derfor giver vi den 4 ud af 5 stjerner. En nem “hverdagsret” vi sagtens kan finde på at lave en anden gang.

Rigtig god fornøjelse.